Forældre følte den dybeste bekymring for deres børn. De, der tog imod budskabet, virkede for deres uomvendte venner og slægtninge, og med vægten af det alvorsfulde budskab hvilende på deres sjæle advarede og tryglede de disse om at berede sig for menneskesønnens komme. Kun de mest forhærdede ville ikke lade sig påvirke af den beviskraft, der lå i disse inderlige advarsler. Denne sjælerensende gerning drog sind og hu bort fra verslige ting og førte til en helligelse, som man aldrig før havde oplevet. Tusinder blev ledet til at omfatte den sandhed, som William Miller forkyndte, og der fremstod Guds tjenere i Elias' ånd og kraft for at forkynde budskabet. De, der prædikede dette højtidelige budskab, følte sig ligesom Jesu forløber Johannes drevet til at lægge øksen ved træets rod og opfordre menneskene til at bære frugter, som var omvendelsen værdige. Deres vidnesbyrd var egnet til at vække og mægtigt påvirke kirkesamfundene og åbenbare deres sande karakter. Og medens den højtidelige opfordring til at fly fra den kommende vrede lød, blev det lægende budskab antaget af mange, der tilhørte kirkesamfundene; de indså deres frafald og ydmygede sig for Gud i dyb sjæleangst og med bitre angerstårer. Og når Guds ånd hvilede på dem, hjalp de til med at forkynde råbet: "Frygt Gud og giv han ære, thi hans domstime er kommet."