Længselsfuldt ventede de hellige på deres herre under faste, årvågenhed og næsten uafladelig bøn. Selv en del syndere så med rædsel fremad til den tid; men den store mængde åbenbarede Satans ånd i deres modstand mod budskabet. De hånede og spottede og gentog overalt: "Om den dag og time ved ingen." Onde engle tilskyndede dem til at forhærde deres hjerter og til at forkaste enhver lysstråle fra himlen, for at de kunne blive fæstet i Satans snare. Mange, der udgav sig for at forvente Kristus, havde ingen del i budskabets gerning. Guds herlighed, som de havde været vidne til, den ydmyghed og dybe hengivenhed hos dem, som forventede frelseren, og bevisernes overvældende vægt bragte dem til at give sig ud for at modtage sandheden; men de var ikke omvendt; de var ikke rede. En alvorlig og oprigtig bønnens ånd gjorde sig gældende overalt hos de troende. Der hvilede en hellig alvor over dem. Med den dybeste interesse gav engle agt på budskabets virkning, opløftede dem, der tog imod det, og drog dem bort fra det jordiske, for at de kunne tilegne sig store forråd fra frelsens kilde. Gud anerkendte dem som sit folk. Jesus så på dem med velbehag, for hans billede gav genskin hos dem. De havde bragt et fuldkomment offer, hengivet sig helt til ham og ventede at blive forvandlet og iført udødelighed. Men det skulle falde i deres lod atter at lide en sørgelig skuffelse. Den tid, de havde set fremad til i forventning om befrielse, gik hen; de befandt sig stadigvæk på jorden, og forbandelsens virkninger syntes aldrig at have været mere synlige. De havde sat deres hu til himlen, og i liflig forventning havde de smagt en udødelig befrielse; men deres forhåbninger blev ikke til virkelighed.