På samme måde så jeg, at Jesus i den dybeste medlidenhed betragtede de skuffede, som havde ventet på hans komme, og han sendte sine engle for at vejlede deres sind, for at de kunne følge ham, hvor han var. Han viste dem, at jorden ikke er helligdommen, men at han måtte gå ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for at gøre forsoning for sit folk og for at modtage riget af sin Fader, og at han da ville vende tilbage til jorden og hente dem, for at de altid skulle være hos ham. De første disciples skuffelse fremstiller træffende skuffelsen hos dem, der ventede deres Herre i 1844. Jeg blev ført tilbage til den tid, da Jesus red sejrende ind i Jerusalem. De glade disciple troede, at han da skulle overtage riget og herske som en timelig fyrste. Med store forhåbninger fulgte de deres konge. De afskar de skønne palmegrene, tog deres ydre klædningsstykker af og bredte dem på vejen under begejstret iver; nogle løb foran, og andre fulgte efter under Råbet: "Hosanna Davids søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens navn! Hosanna i det højeste!" Den rådende spænding besværede farisæerne, og de ønskede, at Jesus ville irettesætte disciplene. Men han sagde til dem: "Hvis disse tier" skal stenene råbe." Profetien i Zak. 9,9. måtte opfyldes; alligevel var disciplene dømt til at lide en bitter skuffelse. Nogle få dage derefter fulgte de Jesus til Golgatha og så ham hænge blødende og såret på det grusomme kors. De var vidner til hans kvalfulde død og lagde ham i graven. Deres hjerter blev forsagt af sorg, deres forventninger blev ikke opfyldt på et eneste punkt, og deres forhåbninger døde sammen med Jesus. Men da han opstod fra de døde og viste sig for sine sørgende disciple, genoplivedes deres håb. De havde fundet ham igen.