De, i hvis hjerte der brændte et inderligt ønske om at se Jesus, blev af deres såkaldte brødre forbudt at tale om hans komme. Engle betragtede dette forhold og nærede medlidenhed med den levning, der elskede Herrens åbenbarelse. En anden mægtig engel blev bemyndiget til at stige ned til jorden. Jesus gav ham en skrivelse i hånden, og idet engelen kom til jorden, råbte han: "Falden, falden er Babylon!" Da så jeg de skuffede atter løfte blikket mod himlen, i tro og håb forventende deres herres åbenbarelse. Men mange syntes at forblive i en sløv tilstand, som om de sov; og dog kunne jeg se spor af dyb sorg i deres ansigter. De skuffede forstod af den hellige skrift, at de befandt sig i tøvetiden, og at de tålmodigt måtte afvente opfyldelsen af synet. De samme beviser, der bragte dem til at forvente Herren i 1843, bragte dem til at vente ham i 1844. Men jeg så, at flertallet ikke besad den styrke, som kendetegnede deres tro i 1843. Skuffelsen havde kølnet deres tro. Da Guds folk forenede sig i den anden engels råb, lagde den himmelske hærskare med den største interesse mærke til budskabets virkning. De så, at mange, som bar kristennavnet, vendte sig mod de skuffede med hån og foragt. Når spottende læber udtalte: "Så! du er endnu ikke opfaren til himlen!" blev ordene nedskrevet af en engel. Engelen sagde: "De bespotter Gud."