Efter den store skuffelse i 1844 var Satan og hans engle travlt optaget af at lægge snarer og få legemets tro til at vakle. Han påvirkede enkeltpersoners sind, som havde en personlig erfaring med disse ting. De havde et ydmygt udseende. De ændrede på det første og andet budskab, og pegede på fremtiden for deres opfyldelse, mendens andre pegede tilbage til fortiden, erklærede at det var blevet opfyldt. Disse enkeltpersoner drag de uerfarnes tanker bort, og rokkede på deres tro. Nogle ransagede bibelen og prøvede at opbygge deres egen tro, uafhængig af det store legeme. Satan jublede over alt dette; for han vidste at dem som brød ud fra ankeret, kunne han påvirke med forskellige vildfarelser og driv hed med doktriners vinde. Mange som var blevet ført af den første og andet budskab, fornægtede dem, og splid spredte sig over det store legeme. Så, så jeg William Miller. Han så fortvivlet ud, og var bøjet af sorg og fortvivlelse for sit folk. Han så den gruppe som var forenet, og elskede 1844, miste deres kærlighed for hinanden, og gå imod hinanden. Han så dem falde tilbage i en kold, frafalden tilstand. Sorg, tærede på hans kræfter. Jeg så, ledende mænd give agt på William Miller i frygt for, at han skulle antage den tredje engels budskab og Guds befalinger. Og når han til tider hældede til lyset fra himlen, lagde disse mænd en eller anden plan for at aflede hans tanker. En menneskelig indflydelse blev øvet for at holde ham i mørke og for at beholde hans indflydelse på deres side, der stod sandheden imod. Til sidst opløftede William Miller sin røst imod lyset fra himlen. Han tog ikke imod det budskab, der fuldstændigt ville have forklaret hans skuffelse og kastet et lys og en herlighed over fortiden" som ville have genoprettet hans udtømte kræfter, givet ham et lyst håb og ledet ham til at ære Gud. Han støttede sig til menneskelig visdom i stedet for til den guddommelige; men nedbrudt som han var af alder og af ihærdigt arbejde i mesterens sag, var han ikke ansvarlig i samme grad som dem, der holdt ham borte fra sandheden. De bærer ansvaret; synden hviler på dem. Dersom William Miller kunne have set lyset i det tredje budskab, ville mange ting, der forekom ham dunkle og mystiske, være blevet opklaret. Men hans brødre foregav at omfatte ham med så megen kærlighed og interesse, at han syntes, han ikke kunne rive sig løs fra dem. Undertiden kunne hans hjerte drages til sandheden, og så vendte han sig til sine brødre; de stod den imod. Kunne han vel løsrive sig fra dem, der havde stået skulder til skulder med ham i forkyndelsen af Jesu komme? Han tænkte, at de sikkert ikke ville lede ham på vildspor.