Derpå så jeg Jesus lægge sin præstelige klædning af og iføre sig sin allerkongeligste dragt. På hans hoved var der mange kroner, den ene krone inden i den anden. Omgivet af engleskaren forlod han himlen. Plagerne var i færd med at falde over jordens beboere. Nogle anklagede Gud og forbandede ham. Andre ilede hen til Guds Folk og tryglede om at få at vide, hvorledes de kunne undgå hans straffedomme. Men de hellige havde intet at meddele dem. Den sidste tåre for syndere var fældet, den sidste brændende bøn opsendt, den sidste byrde båret, den sidste advarsel givet. Nådens liflige stemme skulle ikke mere rette nogen indbydelse til dem. Medens de hellige og hele himlen interesserede sig for deres frelse, havde de ingen interesse for sig selv. Livet og døden var blevet dem forelagt. Mange ønskede livet men gjorde ingen anstrengelse for at opnå det. De valgte ikke livet, og nu var der intet forsonende blod til at rense de skyldige, ingen medlidende frelser til at bede for dem og råbe: "Spar, spar synderen endnu lidt længere!" Alle i himlen havde forenet sig med Jesus, da de hørte de forfærdelige ord: "Det er sket! Det er fuldbragt!" Frelsens plan var fuldbyrdet, men få havde valgt at antage den. Og da nådens milde stemme døde hen, grebes de gudløse af frygt og rædsel. Med forfærdelig tydelighed hørte de ordene: "For sent! for sent!"