Snart så jeg de hellige lide stor åndelig ængstelse. De syntes at være omringet af jordens ugudelige beboere. Tilsyneladende havde de alting imod sig. Nogle begyndte at frygte for, at Gud til sidst havde overladt dem til at omkomme ved de gudløses hånd: Men dersom deres øjne kunne være blevet opladt, ville de have set, at de var omringet af engle fra Gud. Dernæst var der en skare forbitrede ugudelige mennesker og efter disse en mængde onde engle, der tilskyndede de ugudelige til at dræbe de, hellige. Men for at nærme sig disse måtte de ugudelige først komme forbi denne skare af mægtige, hellige engle, hvilket umuligt lod sig gøre. Guds engle fik dem til at vige og bragte også de onde engle, der trængte sig omkring dem, til at trække sig tilbage. Det var en frygtelig og forfærdelig ængstelsens time for de hellige. Dag og nat råbte, de til Gud om befrielse. Hvad de ydre udsigter angik, var der ingen udvej til redning. De gudløse var allerede begyndt at triumfere og råbte: "Hvorfor udfrier jeres Gud jer dog ikke af vore Hænder? Hvorfor farer I ikke op til himlen og redder Livet?" Men de hellige ænsede dem ikke. Ligesom Jakob kæmpede de med Gud. Englene længtes efter at befri dem, men de måtte vente lidt endnu; Guds folk måtte drikke kalken og døbes med dåben. Trofaste i deres gerning blev englene på deres post. Gud ville ikke tillade, at hans navn blev vanæret iblandt hedningerne. Tiden var næsten kommen, da han ville lægge sin vældige magt for dagen og skaffe sine hellige en herlig befrielse. Til sit navns forherligelse ville han udfri hver eneste en af dem, der tålmodigt havde biet på ham, og hvis navne var skrevet i bogen.