Jeg blev henvist til den trofaste Noa. Da det begyndte at regne og floden kom, var Noa og hans familie gået ind i arken, og Gud havde lukket til efter dem. Noa havde med troskab advaret jordens beboere før syndfloden, medens de havde hånet og spottet ham. Og da vandmasserne faldt ned på jorden, og den ene efter den anden af folket druknede, så de arken, som de havde gjort så meget nar af, flyde trygt på bølgerne med den trofaste Noa og hans familie i sikkerhed. På samme måde så jeg, at Guds folk, som trofast havde advaret verden om den kommende vrede, ville blive befriet. Gud ville ikke tillade de onde at ødelægge dem, der ventede at blive overflyttet, og som ikke ville bøje sig for dyrets påbud eller modtage dets mærke. Jeg så, at dersom det blev de onde tilladt at ihjelslå de hellige, ville det fryde Satan og hele hans onde hær og alle dem, som hader Gud. Og hvilken sejr ville det ikke være for hans majestæt Satan, som han i den sidste og afsluttende strid fik magt over dem, der så længe havde ventet at se ham, som, de elskede! De, som har hånet tanken om de helliges himmelfart, vil blive vidne til Guds omhu for sine børn og se deres herlige befrielse.