Jeg blev ført ned til den tid, da Jesus spiste påskelammet sammen med sine disciple. Satan havde forført Judas og ledet ham til at tro, at han var en af Kristi sande disciple; men hans hjerte havde altid været kødeligt. Han havde set Jesu mægtige gerninger, han havde været sammen med ham i hans virksomhed og havde bøjet sig for de overvældende beviser på, at han var Messias; men Judas var påholdende og gerrig, han var pengekær. I vrede klagede han over den kostbare salve, der blev udøst på Jesus. Maria elskede sin Herre. Han havde forladt hende hendes synder, som var mange, og opvækket hendes højt elskede broder fra de døde, og hun syntes, at intet var for dyrebart til at blive anvendt på Jesus. Jo kostbarere salven var, desto bedre kunne Maria udtrykke sin taknemmelighed til frelseren ved at anvende den på ham. Som en undskyldning for sin havesyge fremholdt Judas, at man kunne have solgt salven og givet den til de fattige. Men dette skyldtes ikke, at han nærede nogen omhu for de trængende, for han var egenkærlig og gjorde selv ofte brug af det, som var blevet ham betroet til de fattige. Judas havde været forsømmelig over for Jesu velvære, ja endog over for hans fornødenheder, og for at undskylde sin begærlighed talte han ofte om de fattige. Denne offervillige handling fra Marias side var en skarp irettesættelse for hans begærlighed.