Peter fulgte sin Herre efter forrådelsen. Han var spændt på at se, hvad de ville gøre ved Jesus. Men da han blev beskyldt for at være en af hans disciple, bragte frygten for hans egen personlige sikkerhed ham til at påstå, at han kendte ikke dette menneske. Disciplene var bekendt for deres rene tale, og for at overtyde sine anklagere om, at han ikke var en af Kristi disciple, benægtede han den tredje gang beskyldningen med en ed. Jesus, der befandt sig et stykke borte fra Peter, vendte sig om og så på ham med et sorgmodigt, bebrejdende blik. Disciplen huskede nu de ord, Jesus havde talt til ham oppe på salen, og tillige sin egen nidkære påstand: "Om end alle vil forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges." Han havde fornægtet sin Herre og det endog med banden og sværgen; men dette blik fra Jesus smeltede Peters hjerte og frelste ham. Han græd bittert og angrede sin store synd og blev omvendt, og dermed var han beredt til at styrke sine brødre.