Den samme pige som forårsagede min ulykke, udpegede vor lærer som en mentor der hjalp mig med at skrive og hjalp mig med at få mine lektier. Hun lod altid som om hun var ked af hvad hun havde gjort, for jeg var forsigtig med at ikke minde hende om den store skade hun havde gjort imod mig. Hun var ømhjertet og tålmodig med mig, og lod til at være bedrøvet og betænksom meget af hendes tid, da hun så at jeg arbejdede på at få en uddannelse. Min hånd rystede så jeg kunne ikke lære at skrive, og kan ikke finde mere end det første eksempel, som kaldes groft. Idet jeg arbejdede på at bøje mit sind til mine studier, løb bogstaverne i min bog sammen, store sveddråber kom ned over min pande, og jeg ville blive svimmel og besvime. Jeg fik en slem hoste, som forhindrede mig i at deltage i skolen for altid. Min lærer mente det ville være for meget for mig at studere, hvis mit helbred ikke var bedre, og råde mig til at forlade skolen.