En venlig fremmed tilbød mig at tage mig hjem på sin hestevogn, men jeg indså ikke min svaghed og fortalte ham at jeg foretrak at gå hjem. De tilstedeværende var ikke klar over at min kvæstelse var så alvorlig og lod mig gå; men efter at have gået nogle få meter blev jeg svimmel og besvimede. Min tvillingsøster og skolekammerat bar mig hjem. Jeg har ingen erindring, hvad der skete mere efter den ulykke. Min mor sagde at jeg mærkede intet, men var uden bevidsthed i tre uger. Ingen, uden min moder, tænkte at jeg ville leve. Af en vis grund følte hun at jeg ikke ville dø. En venlig nabo, som interesserede sig selv for mit velbefindende, tænkte en gang at jeg ville dø, og ønskede at købe en et ligklæde til mig. Mor sagde til hende: "Ikke endnu," for noget sagde hende at jeg ikke ville dø.