Torsdag eftermiddag tog vi båden til Middletown. Det var vor sidste anledning til at holde vor aftale, medmindre vi skulle rejse om sabbaten. Vi havde en bedestund før vi rejste. Alle tilstedeværende indså at båden ikke ville vente på os, og bedestunden blev for lang denne gang, og vi havde kun få øjeblikke til at nå båden. Jeg tog min mands arm, og vi løb omkring halvanden kilometer for at nå båden. Brødrene Gurney og Bates var om bord, og ventede på os. Kaptajnen var ved at trække broen væk, da bror Bates anmodede ham, og sagde at han havde venner som var tilbageholdt, og han måtte vente ganske få øjeblikke. Han blev overtalt til at vente i fem minutter. Så erklærede han at han ikke ville vente i flere minutter. Netop der kom vi frem at vi kunne ses. Bror Bates råbte: "De kommer! De må komme om bord i aften! Du må vente" Vi sprang på planken da den blev trukket tilbage, båden startede, og vi var på vej til Conn.