Vi var ivrige efter at besøge Maine; men vort barns sygdom forhindrede os. Vi forberedte os straks til vor rejse. Den første dag tog vi til Hartford. Barnet lod til at være meget træt, og kunne ikke sove. Vi søgte atter Herren, som hørte vore bønner. Barnets nerver var i ro, og medens vi bad faldt han i en sød søvn, og hvilede uforstyrret natten igennem. Den næste dag rejste vi omkring to hundrede kilometer til bror Nichols’, i Dorchester, Mass. Mørkets kræfter fik igen lov til at påvirke barnet. Han ville klynge sig til min hals, og med begge hænder var det som om han bekæmpede noget, og råbte: Nej, nej, og så klyngede sig igen med al sin styrke til mig. Vi kunne ikke fortælle hvad disse besynderlige handlinger betød, men tænkte at han måtte se noget usynligt for os. Satan ville ikke miste sit bytte. Gav han barnet trængsler? eller opildnede hans onde engle en frygt hos ham, og fik ham til at handle sådan? Under vor bedestund den morgen irettesatte vi fjendens kraft, og vort barn blev ikke længere hjemsøgt.