Søndag formiddag mødtes vi med brødrene. Min mand rejste og fortalte om lignelsen om de ti jomfruer. Han havde ikke frihed til at tale, og foreslog at vi fik en bedestund. Vi bøjede os for Herren og gik i alvorlig bøn. Den mørke sky blev løftet, og jeg blev taget bort i et syn, og fik igen vist sagen om denne kvinde. Som hun blev fremstillet for mig, var hun i fuldkommen mørke. Jesus rynkede på panden over hende og hendes mand. Dette knusende ansigtsudtryk fik mig til at skælve. Jeg så at hun handlede som hykler, bekendte hellighed, medens hendes hjerte var fuld af fordærv. Efter at jeg var kommet ud af synet og fortalte jeg hvad jeg havde set i skælven, men fortalte det nøjagtigt. Jeg blev prøvet hårdt, og besværet for Guds folk. Ville de tilstedeværende tro vidnesbyrdet? Kvinden påtog sig et opmuntret udseende og sagde: "Jeg er glad, Herren kender mit hjerte. Han ved at jeg elsker ham." Så rejste hendes mand sig i vrede, og lagde sin hånd på bibelen og sagde: "Bibelen er alt hvad vi ønsker, jeg skal ikke opgive bibelen for syner." Hans hustru prøvede at bremse ham, og sagde: "Gør det ikke ægtemand, kære, tal ikke, Herren kender mig, og vil tage sig af det hele." Så forsvarede hun sig selv, og sagde: "Hvis mit hjerte blot kunne åbnes så du kan se det." Jeg kendte nogle af de uroliges tanker, om de skulle tro synet, eller lade hendes udseende veje imod det frembærede vidnesbyrd; for hendes udseende egnede sig helt til at få sympati. Jeg udførte en smertelig pligt og Gud vil tage sig af resultatet. Da vi gik, sagde hun at hun ikke havde hårde følelser imod mig, og at hun ville bede for mig, og hvis jeg kom til himlen ville jeg se hende der. Vi tog tilbage til bror Preston’s familie, og den nat mødte Herren os. Jeg troede at Herren ville vise sit folk sandheden, og retfærdiggøre synet. Naboerne sagde at jeg havde nedgjort den stakkels kvinde.