Den samme dag blev en søster og jeg selv optaget i menigheden. Jeg følte mig lykkelig, indtil jeg så på søsteren ved min side, og så guldringe på hendes fingre, og store guld øreringe i hendes øre. Hendes kyse var fyldt med kunstige blomster, og var klippet med et dyrebart bånd, som var fyldt med sløjfer på kysen. Mit hjerte blev bedrøvet. Jeg forventede ethvert øjeblik at en irettesættelse ville komme fra prædikanten, men der kom ikke nogen. Han tog os begge med ind i menigheden. Mine reflektioner er som følgende: Dette er min søster, skal jeg efterligne hende? Skal jeg klæde mig som hende? hvis det er rigtigt for hende at klæde sig sådan, er det rigtigt for mig. Jeg huskede hvad Bibelen sagde om besmykkelse af kroppen. 1. Tim 2,9.10. I nogen tid kom jeg i dybe trængsler, og konkluderede til sidst at hvis jeg var så syndigt som jeg havde ment det er at klæde sig som verden, vil de, som jeg så op til som helligede kristne, og med ældre erfaring end jeg selv, kunne mærke det, og vil behandle dem udtrykkeligt, som går så meget imod Guds ord. Men jeg vidste at jeg måtte have enkle klæder. Jeg troede det er ondt at tænke så meget om udseende, og dekorere vore dødelige kroppe med blomster og guld. For mig er det som om vi har det bedre med at ydmyge os selv til støv, for vore synder og overtrædelser var så store at Gud gav sin eneste elskede Søn til at dø for os.