Der var en mindre trængselstid om bord. En af passagererne havde misbrugt stuepigen. Hun gik op og beklagede sig til kaptajnen, og hun fik mange sympatisørere. Da hun beskrev den der havde misbrugt hende, vendte mange øjne sig imod mig, da de beskrevne klæderne svarede meget nær mine klæder. Der blev hvisket rundt omkring: "Det er hende! Det er hende! Hende der får syner! Hvilken skændighed!" Og en ivrig person talte op og spurgte om det var mig, og pegede på mig. "Oh nej, nej," sagde hun med sit irske tungemål, "hun er vidst en pæn lille kvinde som er om bord." Jeg kunne blot bemærke hvor glade de ville været hvis jeg var den skyldige, fordi jeg fik syner.