Den næste morgen blev jeg meget nedtrykt. Tanker som disse betyngede mig: Hvorfor ville Gud ikke høre vore bønner og gøre barnet sundt? Satan, er altid parat med sine fristelser, antyder at det var fordi vi ikke havde ret. Jeg kunne ikke noget særligt, hvori vi havde bedrøvet Herren, alligevel syntes en knusende vægt at være over mit humør, og drive mig til fortvivlelse. Jeg betvivlede min accept hos Gud og kunne ikke bede. Jeg fik ikke noget mod, og ikke så meget som opløfte mine øjne til himlen. Jeg led en intens sindspine indtil min mand, og den familie vi var hos, hjemsøgte Herren for min skyld. De ville ikke give op før min stemme blev forenet med deres for udfrielse. Den kom. Jeg begyndte at håbe, og min skælvende tro greb Guds løfter, hvor Satan fik en anden form. Min mand blev meget syg Hans symptomer var foruroligende. Han havde kramper i intervaller, og led pinefulde smerter. Hans fødder og ben var kolde. Jeg gned dem, indtil jeg ikke havde kræfter til det længere. Bror Harris var nogle kilometer borte, på sit arbejde, og der var kun søster Harris, søster Bonfoey og min søster Sarah til stede, og jeg tog mig mod til at tro på Guds løfter. Skulle jeg nogensinde have mærket min svaghed, så var det her. Vi vidste at der måtte gøres noget straks. Han situation blev mere og mere kritisk for hvert øjeblik. Det var tydeligt et angreb af kolera. Han bad os om at bede. Vi turde ikke afvise, og vi bøjede os ned i stor svaghed for Herren. Jeg vidste at Gud måtte gøre arbejdet; vi var så uværdige at vi ikke kunne gøre noget. Med den dyb fornemmelse af uværdighed, lagde jeg mine hænder på hans hoved, og bad Herren om at åbenbare sin kraft. Der skete straks en forandring. Den naturlige farve i ansigtet vendte tilbage, og himlens lys skinnede over hans ansigtsudtryk. Vi er fyldt med uudsigelig taknemmelighed. Vi har aldrig været vidne til et mere bemærkelsesværdigt bønnesvar.