Vi så frem til at rejse til Øststaterne, og vort barn blev igen god nok til at rejse. Vi tog postbåden til Utica. Om bord var der en ung kvinde fra Centerport som havde travlt med at fortælle nogle ting om os. Og de gik lejlighedsvis frem og tilbage over hele båden for at holde øje med mig. De var blev informeret om at jeg fik syner, og den unge dame lyttede og sagde: "De er sådanne nogle besynderlige folk! Man kan høre dem bede hele tiden om dagen, og ofte om natten. Det meste af deres tid bruges på bøn." Mange nysgerrige øjne vendte sig imod os, og undersøgte os, især den der fik syner.