I Waterbury skulle vi arbejde imod megen vantro, og det var ikke det hele vi var imod. Satan havde fristet nogle brødre, at vi havde en for god hest, selvom vi måtte opgive den til andres anvendelse, og gennemførte rejsen under de beskrevne kedelige omstændigheder. Der var kommet skinsyge over at bror White lavede penge. N. A. H. var anstifteren, og det vækkede de samme følelser hos dem som burde havde forsvaret os, og straks fortiet så uretmæssige mistanker. Da N. A. H. var meget fattig, gav min mand ham blot syv eller otte måneder tidligere tyve dollars, som blev lagt i hans hænder til at hjælpe sagen, så at han kunne få en hest og vogn til konferensen i Johnson. Men lønnen han fik for dette var skinsyge, onde tanker og falske antydninger, som fandt indpas i nogles hjerter som kendte os. Dette sårede meget. Vi blev tvunget til at gennemgå modstandens tidevandsbølge ganske møjsommeligt. Det lod til at de dybe vande flød over os, og vi ville synke.