Min mand var gået langsomt ned, og led af voldsom forkølelse, som satte sig på hans lunger. Han sank under hans trængsler. Han var så svag at han ikke kunne komme til trykkeriet uden vakle. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi led villig afsavn, slid og lidelse, alligevel syntes kun nogle få at påskønne vore anstrengelser, skønt det kun var for deres skyld at vi led. Vi var for stressede til at kunne sove eller hvile. De timer som vi burde blive friske på ved at sove, brugte vi ofte på at besvare lange meddelelser, foranlediget af fjendens surdej, der begyndte at virke i Vermont; og mange timer brugte vi på pinefulde tårer og sorg for Herren medens andre sov. Til sidst sagde min mand: "Ellen, det nytter ikke noget, disse ting knuser mig, og vil føre mig til graven. Jeg kan ikke gå længere. Jeg har skrevet en note i bladet at det ikke udgives længere." Da han gik ud af døren for at tage det til trykkeriet, besvimede jeg. Han kom tilbage og bad for mig, og hans bøn blev besvaret, og jeg kom mig igen.