Efter at vi var kommet tilbage fra vor rejse i øststaterne, fik jeg vist at vi var i fare for at påtage os byrder, som Gud ikke forlanger at vi skal bære. Vi havde en andel at gøre i Guds sag, og kunne ikke påtage os flere opgaver med en større familie for at tilfredsstille nogens ønsker. For at frelse sjæle skal vi være villige til at bære byrder; så at vi åbner vejen for at min mands bror Nathaniel og søster Anna kommer og bor hos os. De var begge svage patienter, dog ville vi strække os til en hjertelig indbydelse at komme til vort hjem. Dette tog de imod. Lige så snart vi så Nathaniel var vi bange for at lungetuberkulosen havde markeret ham til graven. Det flød ned af hans kinder. Alligevel håbede og bad vi for at Herren ville spare ham, så hans talenter kan bruges i Guds sag. Men Herren fandt det anderledes. Nathaniel og Anna kom forsigtig ind i sandheden, dog med forstand. De vejede beviserne for vort standpunkt og besluttede sig samvittighedsfuldt for sandheden.