Jeg besøgte lægen igen, og lige så snart han mærkede min puls sagde han: "Madame, du har det bedre! Der er sket en fuldstændig forandring i din krop; men de to kvinder som besøgte mig efter råd, da du var her sidst, er døde." Jeg fortalte ham at det ikke var medicinen som havde kureret mig, for jeg kunne ikke bruge den. Og da jeg var ved at fortælle om Herrens forunderlige handlinger med mig, ilede en fattig medarbejder ind i værelset, og sagde næsten ved siden af sig selv: "Doktor, de siger at jeg må dø! at jeg har lungetuberkulose!" Store sveddråber var over hans pande. Lægen prøvede at berolige hans opildnede sind medens han undersøgte has lunger. Han ventede på undersøgelsen med intens iver. Lægen rystede på sit hoved, og sagde til ham at han var helt sikker; at han havde en hurtig lungetuberkulose, og snart måtte dø. Hans følelser overvældede ham, og han brød ud i tårer. Han havde intet håb i Gud, og fremtiden for ham var forfærdelig usikker. Jeg var nød til at gå. Søster P., som nu hviler i graven, havde ledsaget mig, og fortalt lægen efter jeg var gået, at Herren havde hørt bøn for mig, og genoprettede mig til sundhed. Han sagde: "Hendes tilfælde er et mystisk. Jeg forstår det ikke."