I 1842 deltog jeg hele tiden i Genkomstens møder i Portland, og troede fuldt ud at Herren kom. Jeg hungrede og tørstede efter hjertets hellighed; dag og nat var det mit studium hvordan jeg kan få den rigdom som alle verdens rigdomme ikke kan købe. Og da jeg bøjede mig ned for Herren og bad for denne velsignelse, blev pligten at bede til bedemøderne præsenteret for mig. Jeg har aldrig bedt med stemme, og var ikke ydmyg nok til at gøre dette, var bange for hvis jeg prøvede at bede, ville jeg blive forvirret var nød til at stoppe, eller min bøn blev meget afbrudt. Hver gang jeg vovede mig frem for Herren i skjult bøn, kom denne uopfyldte pligt frem for mig, indtil jeg ophørte med at bede, for i den sindstilstand synes mine bønner at forhåne Gud. Jeg satte mig i en melankolsk tilstand, som udviklede sig til dyb fortvivlelse.