Jeg forblev i den sindstilstand i tre uger, uden en eneste lysstråle der gennemborede den tykke mørke sky omkring mig. Mine lidelser var store. Hvor dyrebart kom det kristne håb da ikke til at se ud for mig! Og hvor brydefuld var synderens tilstand uden Gud eller håb i verden. Jeg forblev bøjet over for Herren næsten hele natten, sukkede, og alt hvad jeg tillidsfuldt kunne sige var: "Herre, hav barmhjertighed." En så udtrykt håbløshed ville gribe mig, så jeg ville falde på mit ansigt med en sådan følelse af pinsler som ikke kan beskrives. Ligesom den stakkels tolder, turde jeg ikke så meget som løfte mine øjne imod himlen. Jeg blev meget reduceret i kødet. Mine venner så på mig som en der var under tilbagegang. Til sidst fik jeg en drøm, som sank mig endnu lavere i fortvivlelse, om muligt.