Jeg var bange for at blive grinet af og nedgjort, og tænkte at jeg ville vente indtil skaren var spredt, eller indtil jeg kunne gå en vej de ikke vidste jeg gik. Mit sind var betynget for at det ikke skulle blive for sent, og skaren blev større i stedet for mindre. Jeg forlod hurtig mit hjem og pressede mig igennem skaren. Jeg skyndte mig så meget at jeg ikke bemærkede skaren. Jeg var bange for at det var for sent. Jeg gik ind i bygningen, og hvilket syn mødte mine øjne! Templet blev understøttet af en stor pille, og til den pille var lammet bundet, fuldstændigt lemlæstet og blødende. Jeg tænkte at vi alle vidste at det var vore synder som fik dette lam til at være så forrevet og forslået. Lige før dette lam var der sæder over gulvhøjde, og en gruppe folk sad der og så meget lykkelige ud. Alle som gik ind i templet må komme frem for lammet og bekende deres synder, og så tage deres plads iblandt den lykkelige skare som sad på de ophøjede sæder. Endog medens jeg var i bygningen kom en frygt og skam over mig at få dem alle til at se på mig. Jeg banede langsomt min vej omkring pillen for at se stå over for lammet, medens basunen lød, og bygningen rystede, og sejrsråb kom ud fra de hellige i den bygning. Templet lod til at skinne med ærefuld klarhed, og så blev alt mørkt, forfærdeligt mørkt. Dem som lod til at være så lykkelige var gået, og jeg forlod stedet alene i fuldstændigt mørke. Mit rædselsslåede sind kan ikke beskrives. Jeg vågnede, og der gik nogen tid før jeg kunne overbevise mig selv om at det ikke var virkeligt. Jovist, tænkte jeg, min dom er fældet, jeg har ringeagtet barmhjertighed, og såret Herrens Ånd bort, og vender aldrig mere tilbage.