Jeg så at de behøvede hjælp, så Satans snare måtte brydes, og dyrebare sjæle blev reddet. Jeg så ikke at det var vor pligt at tage til dem, men jeg fik vist deres tilstand, jeg nærede en iver for at rejse. Det var en stor afstand, og om vinteren. Det var utroligt vanskeligt, og på en måde også farlig rejse, alligevel følte jeg mig tilskyndet til at tage til Wawkon [Waukon]. Mit sind havde ikke fred før vi besluttede os for at stole på Herren. Det var en god slædefart. Der blev tilberedt to heste og en slæde, men det havde regnet i fireogtyve timer, og sneen forsvandt hurtigt. Min mand tænkte at rejsen måtte opgives. Mit sind kunne ikke hvile. Der blev diskuteret om Wawkon [Waukon]. Bror H. sagde til mig: “Søster. White, hvad er der med Wawkon [Waukon]?" Jeg sagde, “Vi skal rejse." “Ja," sagde han, “hvis Herren udfører et mirakel." Den nat sad jeg mange gange ved vinduet og overvågede vejret, og ved daggry skete der en forandring, og det begyndte at sne. Den næste nat omkring klokken fem, var vi på vej til Wawkon [Waukon], brødrene E. og H., min mand og jeg. Vi holdt møder sammen med brødrene i Green Vale, Ills., og var der i næsten en uge, med en hård snestorm. Torsdag vovede vi os ud på vor rejste. Trætte, kolde og sultne, fandt vi et hotel nogle få kilometer fra Mississippifloden. Den næste morgen, omkring klokken fire, begyndte det at regne. Vi følte os dragede, og kørte videre gennem regnen, medens hestene brød igennem sneen for næsten hvert skridt. Vi spurgte meget ud om vi kunne krydse floden, men ingen opmuntrede os at vi kunne krydse. Isen var meget tynget af sne, og på toppen af den var der tredive centimeter vand. Da vi nåede floden rejste bror H sig i slæden og sagde: "Er det Iowa eller tilbage til Illioins? Vi er komme til Det Røde hav, skal vi krydse?" Vi svarede: "Gå fremad, stol på Israels Gud." Vi vovede os ud på isen, bad da vi gik. Vi blev ført sikkert over, og da vi steg op på Iowas bred af floden, gik vi sammen i pris til Herren. Flere fortalte os efter at vi havde krydset, at ingen penge ville have fristet dem til at krydse, og at flere var brudt i. De kunne ikke redde deres heste, og slap med nød og næppe med deres liv. Vi rejste den eftermiddag ni kilometer fra Dubuque. Sabbaten drog nær, og vi tog et hotel at hvile sabbaten over. Om aftenen sang vi nogle af vore bedste salmer sammen. Pensionsværten samlede en lytterskare, og bror E hang kortet op og gav en kort lektion. De indbød os til at komme tilbage på vej tilbage, og sagde at de ville love os et hus, og en god menighedsforsamling.