Mandag begyndte vi vor rejse hjemad til bror og søster Tillotson. Den næste dag tog vi vogntransporten i Freemont til Jackson, Mich. Medens vi kørte i vognene lagde vi vore planer for at skrive og publicere bogen med navn den Store Strid, straks efter at vi var på vej hjem igen. Jeg havde det så godt som jeg plejer. Da vi kom med toget til Jackson, tog vi ud til bror Palmer’s. Vi var i huset i kort tid før jeg havde en samtale med søster P, min tunge nægtede at sige det jeg ønskede at sige, og virkede stor og lam. En fremmed kold fornemmelse ramte mit hoved, og gik forbi mit hoved, ned på min højre side. For en stund var jeg følelsesløs; men blev vækket af stemmen af alvorlig bøn. Jeg prøvede at bruge min venstre arm og ben, men de var helt nyttesløse. I en kort tid forventede jeg ikke at leve. Det var det tredje lammelsessjok som jeg fik, og selvom jeg kun var femoghalvfjerds kilometer hjemmefra, forventede jeg ikke at se mine børn igen. Jeg genkaldte de sejrrige stunder som jeg nød i Lovett’s Grove, og tænkte at det var mit sidste vidnesbyrd, og følte at jeg godt kunne dø.