Den 14. december blev jeg kaldt ind. Mit barn havde fået det værre. Jeg lyttede til hans møjsommelige åndedræt, og mærkede hans pulssvage håndled. Jeg vidste at han måtte dø. Det var en pinefuld stund for mig. Dødens iskolde hånd var allerede på ham. Vi iagttog hans svage og gispende åndedræt, indtil det ophørte, og vi var taknemmelige for at hans lidelser var til ende. Da mit barn var dødt, kunne jeg ikke græde. Jeg besvimede ved begravelsen. Mit hjerte skælvede som om det skulle gå i stykker, alligevel kunne jeg ikke fælde en tåre. Vi blev skuffede over at ikke have bror Loughborough til at lede begravelsesgudstjenesten, og min mand talte her til et fyldt hus. Vi fulgte vort barn til Oak Hill kirkegård, for at hvile der indtil livgiveren skal komme, og bryde gravens lænker, og kalde ham frem til evigt liv.