I seks måneder havde ikke en sky sat sig imellem mig og min Frelser. Hvor der end var en god anledning, frembar jeg mit vidnesbyrd til møder, og blev stærkt velsignet. Nogle gange hvilede Herrens Ånd over mig med en sådan kraft at mine kræfter blev taget bort. Dette var en prøvelse for nogle, som var kommet ud af de tidligere menigheder, og ordene blev ofte sagt i hentydning til mine ører, som sårede mig. De troede ikke at nogen kunne blive så fyldt med Herrens Ånd som at de mistede deres styrke. Jeg begyndte at blive bange. Sådan tænkte jeg. Er jeg ikke retfærdiggjort ved at tie stille til møderne, og betvinge mine følelser, når mine vidnesbyrd skaber en sådan modstand, endog til mødet, og i nogle af deres hjerter med ældre erfaring, og i årevis, end jeg selv? Jeg tænkte at jeg ville være lige så trofast med at udleve min religion, og så ikke frembære mit vidnesbyrd. Jeg følte mig ofte presset af Guds Ånd til at tale til mødet, men jeg gjorde det ikke, og var følsom over for om Guds Ånd blev bedrøvet. Jeg holdt mig endog borte fra mødet, hvor nogle som deltog blev irriteret over mine vidnesbyrd. Jeg holdt mine vidnesbyrd tilbage af frygt for at fornærme mine brødre, og at det uafbrudte samfund med Gud, som jeg havde nydt i måneder nu var brudt. For ikke så lang tid siden har jeg været fuldstændig fri i Herren.