Omkring dette tidspunkt besøgte jeg søster H, en af vore Adventsøstre, hvis hjerte var knyttet til mit. Om morgnen bøjede vi os ved familiealteret. Det var ikke nogen spændingsfuld stund. Der var kun fem af os til stede, alle kvinder. Medens vi bad, kom Guds kraft over mig som jeg aldrig havde mærket det før. Jeg blev omgivet af lys, og rejste mig højere og højere fra jorden. Jeg vendte mig for at se Adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem† da sagde en stemme til mig:†Se igen, og se lidt højere op? Dér løftede jeg mine øjne og så en lige og smal sti, som gik højt over verden. På den sti gik adventfolket til staden, som var i den anden ende af stien. De fik et klart lys bag dem ved den begyndelsen af stien, som en engel fortalte mig var Midnatsråbet. Dette skinnede hele vejen ad stien, og gav lys til deres fødder, så de ikke falder. Og hvis de holdt deres øjne fæstnede på Jesus, som var lige foran dem, ledte dem til staden, så var de sikrede. Men nogle blev hurtig trætte, og de sagde at der var lang vej til staden, og de forventede at indtage staden tidligere. Da ville Jesus opmuntre dem, ved at hæve sin herlige højre arm, hvorfra der kom et lys der vajede hen over adventflokken; og de sang: "Halleluja!" Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem og sagde at det var ikke Gud der ledte dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud og forlod deres fødder i fuldstændigt mørke og de snublede og mistede synet af mærket og af Jesus og faldt væk fra stien til den mørke og onde verden derunder. Snart hørte vi Guds stemme som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144 000 i antal, kendte og forstod stemmen, medens de onde troede at det var torden og jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden over os og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajbjerget.