Her sætter apostlen den dødelige tilstand op mod den udødelige; det nuværende ufuldkomne, med det som er fuldkomment; den uklare nutid når vi vandrer i tro, med det kommende livs åbenlyse herlighed. Her kender vi kun stykkevis, profeter stykkevis, hvor det stykkevise vil forsvinde. Her ser vi gennem et mørkt spejl, der ansigt til ansigt. Her kender vi delvis; der skal vi vide, som vi er kendt. Agabe kærlighed, eller kærlighed vil aldrig ende. Her, er den højeste kristne nådegave; her vil det krones med en uvisnelig herlighedskrone for altid, altid. I den forstand vil kærligheden aldrig forsvinde. Men profetierne vil aldrig svigte, tungetale vil ophøre, og kundskaben vil forsvinde. Himlens lys og andre Helligåndens gaver fremstilles gennem tågens medium, som kun delvise, og det vil blive standset på den fuldkomne herlighedsdag, hvor vi kan tale ansigt til ansigt med Gud, Kristus og englene, ligesom vore første forældre talte med Gud i edens have før synden kom ind. Men hvornår? Det er det vitale spørgsmål. Hvornår skal gaverne afskaffes. Lad Paulus svare: "Men når det som er fuldkommet kommer, så skal det stykkevise forsvinde." "Og lad alle folk sige: Amen."