Vi modsætter os at den sløve blindhed, som hele profetien opfyldt på pinsefestens dag og derefter, skal være de "sidste dage" for mere en attenhundrede år siden. I skriften finder vi kun udøvelsen af tungetalens gave. Der er ingen beretning om drømmer eller syner den dag. Udenforstående forbavses med sikkerhed ved at se gamle mænd sove, drømme midt i ophidselse og spænding. Og vidst kan de tro at de er døddrukne. Blev solen da vendt til mørke, og månen til blod på pinsefestens dag? Og blev det til Herrens store og frygtelige dag? Nej! Nej! De “sidste dage" må favne den sidste dag. Skal vi da sige at det Nye Testamentes blade blev de sidste i vor bibel, om vi skal sige det helt korrekt; vil de alligevel gribe om det sidste blad. Det vil være lige så rigtigt at kalde Åbenbaringens bog, eller de to sidste blad i bibelen, for de sidste blade. Men under alle omstændigheder, griber de sidste blade om det allersidste blad. Ligeså er det med de sidste dage. Hvis vi kalder hele den kristne tidsalder, eller det sidste århundrede, eller de sidste tredive år for de sidste dage, vil de sidste dage i begge tilfælde omfatte den allersidste dag. Med dette synspunkt læser vi med glæde den profetiske beskrivelse, Joel 2,28-32, om afslutningen af den nuværende tidsalder, med elskværdige velsignelser over Guds folk. De kristne tidsalder vil slutte med ære til de retfærdige; alligevel er der en hård kamp med drage hæren lige forude.