Hebræerne forventede at blive udfriet af deres trældom uden nogen særlige trosprøvelser eller lidelse, Der var mange af den, som var parat til at forlade Ægypten, men ikke dem alle. Nogle beboere var blevet så lig ægypterne at de foretrak at blive hos dem. "Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: »Så siger Herren, Israels Gud: lad mit folk rejse, for at de kan holde højtid for mig i ørkenen!«. Men Farao sagde: »Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!« de svarede: »Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren. Vor Gud, for at han ikke skal slå os med pest eller sværd!« Moses og Arons forespørgsel var meget beskedent. De bad kun om at kun tage en tredages rejse. Men Farao nægtede dette hovmodigt, og bekendte at være helt uvidende om Israels Gud. Men Herren ville at Farao skulle kende, at hans røst skulle adlydes; at han er over alle, og vil tvinge de stolte herskere at bøje sin autoritet. "Men ægypterkongen sagde til dem: »Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre folket i dets arbejde? Gå til eders trællearbejde!« Og Farao sagde: »Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres trællearbejde!« Samme dag udstedte Farao følgende befaling til fogederne over folket og dets opsynsmænd: »I skal ikke mere som hidtil give folket halm til teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke halm; men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: lad os drage ud og ofre til vor Gud!"