Den glans og stolthed der viste sig i de ægyptiske sale, og den smiger han modtog, kunne ikke få ham til at glemme sin foragtede brødre i slaveriet. Han ville ikke tilskyndes til at identificere sig med ægypterne, heller ikke med løftet om at bære den ægyptiske krone, og involvere sig med dem i deres afgudsdyrkelse. Han ville ikke svigte sine fortrykte brødre, som han vidste var Guds udvalgte folk. Kongen var interesseret i Moses, og han befalede at han skulle undervises i ægypternes afgudsdyrkelse. Dette arbejde blev betroet præsterne, som forrettede de afgudsfester, som folk holdt for deres afguder. Men de kunne ikke, med trusler eller løfter om belønning, få Moses til at involvere sig sammen med dem i deres hedenske ceremonier. Han blev truet til at miste kronen, og at han blev forstødt af Faraos datter, medmindre han fralagde sig sin hebræiske tro. Men han ville ikke fralægge sig sin tro. Han var opsat på at ikke hylde andre end Gud, himlens og jordens skaber, som alene tilkommer den passende ære og ærbødighed. Han har endog drøftet det med præster og afgudsdyrkere ved deres overtroiske ceremonielle dyrkelse af følelsesløse genstande. De kunne ikke svare ham. Hans fasthed i denne henseende blev tolereret, fordi han var kongens adopterede barnebarn, og var en almen favorit til de mest indflydelsesrige i riget.