Dem som tog hensyn til Herrens ord, samlede deres kvæg i ladere og huse, medens dem med forhærde hjerter, ligesom hos Farao, efterlod deres kvæg på marken. Her var der en anledning til at prøve ægypternes ophøjede stolthed, og vise hvor manges hjerte egentlig var berørt af Guds forunderlige handlemåde med sit folk, som de havde foragtet og tryglet så grusomt. "Og der kom et haglvejr, med ildsluer flammende mellem hagl, så voldsomt, at dets lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; og i hele Ægypten slog hagl alt ned, hvad der var på marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog hagl ned, og alle markens træer knækkede den; kun i Gosen, hvor israelitterne boede, faldt der ikke hagl. Da sendte Farao bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne gang har jeg syndet; Herren har ret, og jeg og mit folk har uret; gå i forbøn hos Herren, (for det er nok) at det nu må være nok med Guds torden og haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af byen, skal jeg udbrede mine hænder mod Herren; så skal tordenen høre op, og hagl skal ikke falde mere, for at du kan kende, at jorden tilhører Herren." Dog, jeg ved, at du og dine tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." Hørren og byggen blev slået ned, thi byggen stod i aks, og hørren i blomst; derimod blev hveden og spelten ikke slået ned, thi de modnes senere."