Enhver plage kom lidt tættere på og mere streng, og dette skulle være mere skæbnesvanger end nogen før denne. Men den stolte konge blev overmådelig vred, og ydmygede ikke sig selv. Og da ægypterne så de store forberedelser der blev gjort iblandt israelitterne før den skæbnesvangre nat, spottede de blodets tegn på deres dørstolper. Men da ægypterne, fra den kongen på sin trone ned til den ydmygeste tjener, blev pint, og deres førstefødte blev slået ihjel, så var der gråd i Ægypten. Så huskede Farao på sit hovmodige pral: "Hvem er Herren, at jeg skal adlyde hans røst og lade Israel rejse? Jeg kender ikke Herren, vil heller ikke lade Israel rejse." Han ydmygede sig selv, og tog med sine rådgivere og herskere til Gosen i hast, og bøjede sig ned for Moses og Aron, og bad dem rejse og tjene deres Gud. Deres hjorde og hyrder kunne også rejse, sådan som de havde bedt om. De bønfaldt dem at være væk, frygtede at hvis de fortsatte længere, ville de alle være som døde mennesker. Farao bad også Moses indstændigt om at velsigne ham, i troen på at tidspunktet for en velsignelse fra Guds tjener ville beskytte ham fra yderligere virkninger fra den frygtelige plage.