Israelitterne forlod Ægypten i hast, dog i orden. De blev delt i flere grupper, og hver deling havde sin leder. Faraos genstridighed var sådan at, efter de havde begravet deres døde, og havde set at Guds frygtelige domme var ophørt, angrede han at have givet Moses lov til at rejse. Ægypterne fortrød at de havde været så tåbelige at tro at deres førstefødtes død var resultatet af Guds kraft. De spurgte hinanden i bitterhed: "Hvorfor har vi gjort dette, og lad Israel rejse bort fra vor tjeneste?" Farao forberedte en veludstyret hær, der bestod af afgudspræster, herskere, og store mænd i hans rige. De tænkte at hvis deres præster ledsagede dem, vil de være mere sikre på succes. De mest mægtige i Ægypten blev udvalgt, så de kan skræmme israelitterne med at vise deres kraft og storhed. De tænkte at når nyhederne nåede andre folk, at de var tvunget til at overgive sig til Israels Guds kraft, som de havde foragtet, vil der ses foragteligt på dem. Men hvis de skulle gå med stor pomp og få Israel tilbage med magt, ville de tilbagekøbe deres ære, og ville også have Israels børns tjeneste igen. De indhentede hebræerne ved det Røde Hav. Dette sted blev udpeget til den sidste manifestation af Guds kraft for de forblindede ægyptere. Om morgnen, kom de frem til det Røde Hav og så den hebræiske hær gå på en tør sti beredt for dem i havet, medens høje vandmure stod på hver side, stivnet af Guds kraft. Denne fremvisning af Guds kraft gjorde dem kun mere oprørske; og de havde så længe modsat sig sådanne manifestationer, at de var blevet forhærdede; og i deres blindhed hastede de sig ud på den sti, som Gud mirakuløst havde forberedt for sit folk. Da blev de ord opfyldt som Herren talte til Moses: "Og imod alle Ægyptens guder, vil jeg udøve domme. Jeg er Herren." Guds domme blev manifesteret i den fuldstændige udslettelse af den ægyptiske hær.