Mange får deres nuværende ønsker opfyldt, alligevel vil de ikke sætte lid til Herren for fremtiden. De udviser vantro, og synker ned i fortvivlelse og tungsind, og tager sorgerne på forskud. Nogle er i stadige trængsler så de ikke skal mangle noget, og deres børn lider. Når vanskeligheder opstår, eller når de kommer ud på de jævne stier – når deres tro og kærlighed til Gud prøves – kvier de sig ved trængsler, og knurrer over det forløb som Gud har valgt at rense dem med. Deres kærlighed viser sig ikke ren og fuldkommen, bærer alle ting igennem. Troen hos folket af himlens Gud bør være stærk, aktiv og udholdende – den faste tillid til det der håbes på. Disse sprog vil således være: Velsign Herre, oh min sjæl, og alt som er inden i mig, velsign hans hellige navn; for han har delt sin overflod med mig. Nogle betragter selvfornægtelse som en virkelig lidelse. Den fordærvede appetit føjes. Og kun begrænsningerne på den usunde appetit vil føre endog mange bekendende kristne tilbage til startpunktet, som om den aktuelle sult vil være årsag til en enkel kost. Og ligesom Israels børn, vil de foretrække slaveriet, sygelige kroppe, og endog død, frem for at undvære kødgryderne. Brød og vand er alt hvad restfolket loves i trængselstiden.