Der var kun nogle få familier som først tog ned til Ægypten. Disse voksede og blev til en stor skare Nogle var omhyggelige med at undervise deres børn om Guds lov; men mange af israelitterne havde været vidne til så meget afgudsdyrkelse at de havde forvirrede tanker om Guds lov. Dem som frygtede Gud, råbte til ham i ånds pine for at bryde deres frygtelige trældoms åg og få dem ud af det land de var fanget i, så de kunne være frie til at frelse ham. Gud hørte deres råb, og oprejste Moses som et redskab til at forrette sit folks befrielse. Efter at de havde forladt Ægypten, og det Røde Havs vande havde delt sig for dem, prøvede Herren dem for at se om de ville stole på ham som havde taget dem ud, et folk fra et andet folk, ved tegn, fristelser og undere. Men de stod ikke prøvelsen. De knurrede imod Gud på grund af vanskelighederne på vejen, og ønskede at vende tilbage til Ægypten. For at ikke efterlade dem uden grund, gik Herren med til at stige ned på Sinajs bjerg, indhyllet i herlighed, og omgivet af hans engle, og på en meget ophøjet og ærefrygtindgydende måde gøre hans ti buds lov bekendt. Han overlod dem ikke til at blive undervist af nogen, endog ikke af hans engle, men udsagde sin lov med lydhør røst, så hele folket kunne høre. Heller ikke den gang stolede han på et folks korte hukommelse, som var tilbøjelig til at glemme hans krav, men skrev dem ned med sin egen finger på stentavler. Han ville fjerne sine hellige forskrifter fra alle mulige indblanding af traditioner, eller forvirre hans krav med menneskers praksis.