Adams liv var fuldt af sorg, ydmygelse, og bestandig anger. Idet han underviste sine børn og børnebørn i Herrens frygt, blev han ofte bittert dadlet for sin synd, som bragte så meget elendighed over hans efterkommere. Tanken at han skulle dø fyldte ham med forfærdelse da han forlod det dejlige eden. Han betragtede døden som en forfærdelig ulykke. Sit første bekendtskab med dødens forfærdelige virkelighed i den menneskelige familie fik han da hans egen søn Kain slog sin border Abel ihjel. Adam blev fyldt med det bitreste samvittighedsnag over sin egen synd, blev berøvet over sin søn Abel og måtte se på Kain som hans morder, mens han vidste hvilken forbandelse Gud havde udtalt over ham. Alt dette nedbøjede hans hjerte med sorg. Han bebrejdede sig selv bitterlig sin første store overtrædelse. Han bad Gud om forladelse gennem det forjættede offer. Han følte dybt Guds vrede for den forbrydelse han begik i paradiset. Han var vidne til den almindelige fordærvelse som siden efter til sidst opæggede Gud til at udrydde jordens indbyggere ved syndfloden. Dødsstraffen som Skaberen havde udtalt over ham, forekom ham i begyndelsen meget forfærdelig; men til sidst, efter at han havde levet nogle hundrede år, syntes det retfærdigt og nådigt af Gud at bringe hans elendige liv til ende.