Ved afslutningen af et tusinde år, stiger Jesus, herlighedens konge, ned fra den hellige stad, iklædt med klarhed, som lynglimt fra oliebjerget – det samme bjerg som han før steg op af efter hans opstandelse. Idet hans fødder berører bjerget, deler det sig i stykker, og bliver til en stor slette, og, beredes for at indtage den hellige stad, som er i Guds paradis, edens have, som blev taget op efter menneskets overtrædelse. Nu stiger den ned sammen med staden, mere smuk og herligt besmykket end da de blev fjernet fra jorden. Guds stad kommer ned og placerer sig på den mægtige slette der er beredt for den. Så forlader Jesus staden, omgivet af den genløste hær, og ledsages på hans vej af engleskaren. Med frygtelig majestæt fremkalder han de onde døde. De vækkes fra deres lange søvn. Hvilken frygtelig vandring! De beskuer Guds søn i hans strenge majestæt og strålende herlighed. Idet de ser ham, ved alle at han er den korsfæstede, som døde for at frelse dem, som de havde foragtet og forkastet. De er lige så mange som sandet på havets strand. Ved den første opstandelse kom alle frem i udødelig opblomstring, men i anden gang er forbandelsens mærker synlig for alle. Alle som kommer frem idet de gik ned i deres grave. Dem som levede før floden, kom frem med deres gigantagtige statur, mere end to gange så høje som mennesker der nu er på jorden, og er vel proportioneret. Generationerne efter vandfloden var mindre i statur. De aftog til stadighed i efterfølgende generation, ned til de sidste som levede på jorden. Modsætningen mellem de første onde mænd som leve på jorden, og dem i den sidste slægt, var meget stor. De første var ganske pænt høje og velproportionerede – de sidste voksede sig til en forsmået, svag og deform race, efterhånden som de kom længere frem. En mægtig hær af konger, krigere, statsmænd og adelsmænd, ned til de laveste, kom sammen frem på den ørkesløse jord. Da de så Jesus i hans herlighed blev de rædselsslagne, og forsøgte at skjule sig fra hans forfærdelige tilstedeværelse. De er overvældede af hans overmådelige herlighed, og tvinges til at udbryde i pinefuld samklang: "Salig er han som kommer i Herrens navn."