Det er umuligt at beskrive Adams henrykkelse, når han ser Paradiset igen, Edens have, som før var hans lykkeligt hjem, som han så længe havde været skilt fra, på grund af hans overtrædelse. Han beskuer de elskelige blomster og træer, af enhver beskaffenhed med frugter og skønhed. Alt havde han navngivet efter formål, medens han var uskyldig. Han ser de frodige vine, som tidligere var hans fryd at tilrette i løvhytter og på træer. Men når han igen ser livets træ brede sig vidt ud, med sine omfangsrige grene og strålende frugter, og han igen får adgang til dets frugter og blade, er hans taknemmelighed uudtømmelig. Han bøjer sig først i tilbedelse for herlighedens Konges føder, og så forstærkes sangen sammen med den genløste skare: Værdig, værdig er Lammet som blev slagtet. Adam havde mistet Edens have ved ulydighed mod Guds bud. Han har nu genvundet den elskelige have ved anger og trofast lydighed. Forbandelsen hvilede over ham på grund af ulydighed, velsignelsen er der nu for hans lydighed.