Kun en gang om året kunne ypperstepræsten gå ind i det allerhelligste, og efter den mest omhyggelige og højtidelige forberedelse. Ingen andre dødelige øjne end ypperstepræstens kunne se på den afdelings hellige ophøjethed, fordi det var det særlige bosted for Guds synlige herlighed. Ypperstepræsten gik altid ind med skælven, medens hele folket ventede på at han skulle komme tilbage med højtidelig tavshed. Deres alvorligste ønske var til Gud, om hans velsignelse. Foran nådestolen, talte Gud med ypperstepræsten. Hvis han blev der usædvanlig lang tid i det allerhelligste, var folk ofte forfærdede, og frygtede Herren havde slået ham ihjel på grund af deres synder, eller præstens synd. Men når lyden at klingende bjæller på hans klæder kunne høres, var de meget lettede. Han kom så frem og velsignede folket.