Men Moses sagde til Aron og hans sønner Eleazar og Itamar: »I må hverken lade eders hår vokse frit eller sønderrive eders klæder, ellers skal I dø og vrede komme over hele menigheden; lad eders brødre, hele Israels hus, begræde den brand, Herren har antændt; og vig ikke fra åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø, thi Herrens salveolie er på eder!« Og de gjorde som Moses sagde. De ihjel slagne mænds fader, og deres brødre, blev forbudt at vise nogen tegn på sorg for dem, der lige var blevet straffet af Gud. Da Moses huskede Aron på Herrens ord, at han ville blive helliget i dem som kom nær ham, blev Aron tavs. Han vidste at Gud var retfærdig; og han knurrede ikke. Hans hjerte var bedrøvet over sine sønners skæbnes svangre død, medens de var ulydige; alligevel gav han ikke udtryk for sin sorg, efter Guds befaling, så han ikke skulle dele den samme skæbne som sine sønner, og forsamlingen var også påvirket af uforsonlighed, og Guds vrede kom over dem.