Idet folk lyttede til denne efterretning, reagerede de med bitter bebrejdelser og gråd. De ventede ikke, og reflekterede og tænkte over at Gud, som havde bragt dem så langt, ville give dem landet visselig. Men de havde straks overgivet sig i modløshed. De begrænsede den Hellige Guds magt, og stolede ikke på ham, som hidtil havde ledt dem. De bebrejdede Moses, og sagde knurrende til hinanden: Dette er afslutningen på al vort håb. Dette er det land som vi har rejst til fra Ægypten for at få. Kaleb og Josva forsøgte at få dem i tale; men folk var så opildnede at de ikke kunne få sig selv til at lytte til disse to mænd. Efter at de var stille for en tid, prøvede Kaleb at sige noget. Han sagde til folk: "Lad os straks gå der op og tage det i besiddelse; for vi er i stand til at indtage det." Men de mænd der var gået med ham sagde: »Vi kan ikke drage op imod dette folk, thi det er stærkere end vi!« Og de fortsatte med at gentage deres onde efterretning, og erklærede at alle mænd var af stor statur. "Vi så der kæmperne Anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!« Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem. Og alle israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen! Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!« Da faldt Moses og Aron på deres ansigt foran hele den israelitiske menigheds forsamling."