Moses og Aron faldt på deres ansigter for Herren i hele menighedsforsamlingens nærvær, for at anråbe Guds barmhjertighed mod dette oprørske folk. Men deres pinsler og sorg var for store at udsige. De forblev på deres ansigter i fuldkommen tavshed. Kaleb og Josva rev deres klæder i stykker, som udtryk for den største sorg. "Og sagde til hele israelitternes menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!«"