"Da talte Herren til Moses og sagde: »Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage panderne ud af branden og strø gløderne ud noget derfra; thi hellige er de pander, der tilhørte disse mænd, som begik en synd, der kostede dem livet. De skal udhamre dem til plader til overtræk på alteret, thi de frembar dem for Herrens åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene israelitterne til tegn.« Efter denne fremvisning af Guds dom, vendte folket tilbage til deres telte, men ikke ydmygede. De var rædsel slagne. De var blevet dybt påvirket af oprørsånden, og var blevet smigret af Kora og hans gruppe til at tro at de var et meget godt folk, og at de var blevet forurettet og skældt ud af Moses. Deres sind var så grundigt gennemsyret af deres ånd, som var gået fortabt, at det var vanskeligt at selv undfly for deres blinde fordomme. Hvis de kunne indrømme at Kora og hans parti var alle onde, og Moses retfærdig, så vil de blive tvunget til at tage imod, som Guds ord, det som de ikke ville tro, at de visselig alle dør i ørknen. Dette ville de ikke underlægge sig, og prøvede at tro at det hele var bedrageri, og at Moses have bedraget dem. De mænd som var gået tabt havde sagt behagelige ord til dem, og vist særlig interesse og kærlighed for dem; og de så Moses som en beregnende mand. De besluttede at de ikke kunne gå fejl; at når alt kommer til alt, var de mænd som var gået fortabt gode mænd, og Moses havde ved nogle midler været årsag til deres udslettelse.