"Men da menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod åbenbaringsteltet, og se, skyen dækkede det, og Herrens herlighed kom til syne. Da trådte Moses og Aron hen foran åbenbaringsteltet, og Herren talte til Moses og Aron og sagde: »Fjern eder fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre dem!« Da faldt de på deres ansigt." På trods af Israels oprør, og deres grusomme optræden mod Moses, udviste han stadig den samme interesse for dem som før. Han faldt på sit ansigt for Herren, og anråbte ham om at spare folket. Medens Moses bad til Herren om tilgivelse for sit folk, bad han Aron om at gøre soning for deres synd, medens han blev foran Herren, så hans bønner kunne stige op sammen med røgelsen, og være acceptabel for Gud, så hele forsamlingen ikke går tabt i deres oprør. "Og Moses sagde til Aron: »Tag din pande, læg gløder fra alteret på og kom røgelse på og skynd dig så hen til menigheden og skaf den soning, thi vreden er brudt frem fra Herren, plagen har allerede taget fat!« Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i forsamlingen. Og se, plagen havde allerede taget fat blandt folket, men han kom røgelsen på og skaffede folket soning. Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte plagen op. Men de, der omkom ved plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras skyld. Så vendte Aron tilbage til Moses ved indgangen til åbenbaringsteltet, efter at plagen var ophørt.