De anklagede Moses for at være årsag til at de ikke var kommet ind i det forjættede land. De sagde at Gud ikke havde behandlet dem sådan. Han har ikke sagt at de skulle dø ørknen. De ville aldrig tro han har sagt sådan; men at det var Moses som har sagt dette, ikke Herren; og at det hele var arrangeret af Moses for at ikke føre dem til Kanaans land. De talte om han førte dem fra et land der flød med mælk og honning. I deres blinde oprør glemte de deres lidelser i Ægyptens land, og de hærgende plager der kom over landet. Men de anklager nu Moses for at bringe dem fra et godt land, for at dræbe dem i ørkenen, så han kan blive rig af deres ejendomme. De spurgte Moses, på en uforskammet måde, om han mente at ingen i hele Israels hær, var kloge nok til at forstå hans motiver, og opdage hans bedrageri; eller om han mente om de alle ville underlægge sig og få ham til at lede, som om de var blinde mænd, efter som hvad der behagede ham, nogle gange til Kanaan, og så tilbage til det Røde Hav og Ægypten. Disse ord talte de for hele forsamlingen, og nægtede helt at anerkende Moses og Arons myndighed længere.